Menu

Kom og spil fodbold i Karrebæk IF

image
19. februar 2017 kl. 17:53
Vi tilbyder både nye og nuværende spillere halvt kontingent...

I Karrebæk IF er vi, som mange andre foreninger, meget afhængige af vores frivillige ildsjæles indsats, opbakningen fra vores mange sponsorer - og af at vores medlemmer bakker op om træning, kampe og arrangementer. Med ca. 10 km. til centrum i Næstved, færre børn på skoler og institutioner i lokalområdet, så oplever Karrebæk IF desværre, hvor svært det er at hverve nye medlemmer – og derfor har klubben et dalende medlemstal på stort set alle årgange. Denne tendens er et forsinket spejlbillede af den virkelighed som mange af sportsforeningerne i vores nabolag har gennemgået gennem de seneste år. Man f.eks. ikke længere ser fodboldhold i seniorrækkerne i bl.a. Hyllinge, Menstrup og Fodby længere.
Uden at starte en samfundkritisk debat om hvorvidt foreningslivet, som vi kender det i dag, allerede er i gang med at lide en langsom død, så har bestyrelsen i Karrebæk IF ikke tænkt sig at se til mens medlemstallet daler år efter år.

Derfor dette opråb: Vi har lavet et fantastisk setup for spillerne i vores seniorafdeling, som man ikke finder andre steder i Serie 2-klubber - herunder træning på kunststofbaner i hele opstartsperioden, cheftræner og holdleder med Danmarksserie-erfaring, 5 årig tøj-sponsoraftale, tøjordning til både træning og kamp, hjemmebane-arrangementer mm.).
Herlighederne stopper dog ikke her! For dels at opmuntre nuværende medlemmer til at gøre en ekstra indsats, samt for at give nye medlemmer en ekstra behagelig start i Karrebæk IF, så har vi besluttet at man i forårssæsonen 2017 kan få 50% rabat på sit kontingent, hvis man skaffer et nyt medlem. Det nye medlem får ligeledes 50% rabat på sit første kontingent. Det betyder, at man kan nyde godt af ovenstående setup og spille fodbold for Karrebæk IF i hele foråret 2017 for kun kr. 350,-.

Vi håber at dette tiltag vil blive vel modtaget, og at nye ansigter dukker op til de kommende træningspas. Vi vil i hvert fald ønske nuværende spillere god arbejdslyst, og sige ”VELKOMMEN” til de nye.

Har man spørgsmål til ovenstående, så er man meget velkommen til at kontakte Seniorformand Jesper Rock Reinbach via reinbachen@hotmail.com eller skrive til klubben via kontaktformularen her på hjemmesiden. Du er selvfølgelig også velkommen til at melde dig ind med det samme her på hjemmesiden.

 

Luk