Menu

Ny cheftræner på plads i Karrebæk IF

image Carsten Madsen, ny cheftræner i Karrebæk IF
Freddy Lindahl
08. januar 2023 kl. 20:00
Velkommen til Carsten Madsen...

Som bekendt måtte vi sige farvel og tak for denne gang til Glenn Darlie i slutningen 2022. Efter Glenns pludselige stop ved årsskiftet stod vi i en lidt ærgerlig situation, men sammen med vores venner fra støtteforeningen lagde vi hurtigt hovederne i blød og fik lavet en "ønskeliste". Højt på dén liste stod vores nye træner - og vi anser det for lidt af et scoop, at vi nu kan byde velkommen til Carsten Madsen, som i første omgang påtager sig cheftrænerrollen indtil sommeren 2024.

Carsten Madsen har indtil nytår været assistenttræner for Næstved HG Kvindeelite. Han har tidligere også været træner for bl.a. seniorerne i Holmegaard GB og i Næstved IF’s ungdomsafdeling, og kommer derfor med en stor portion træner-erfaring, som den unge trup i Karrebæk IF kan nyde godt af.

Vi glæder os til samarbejdet med Carsten! Vi er sikre på, at han er den rette til at bygge videre på det solide fundament, som gennem mange år er skabt i Karrebæk IF. Det gælder både den gode træningskultur, gutternes fantastiske sociale sammenhold, vores store sponsoropbakning, samt vores mange lokale tilhængere, der altid møder talstærkt op til både hjemme- og udekampe.

Alle seniorspillere indbydes til et kort spillermøde torsdag d. 19. januar kl. 18:30 i klubhuset, hvor Carsten selvfølgelig vil være til stede for at hilse på, præsentere det endelige preseason-program og sætte nogle ord på den kommende sæson.

Velkommen til, Carsten.

Luk